Unge tager bussen igen

Fra 1. august har elever, der går på ungdomsuddannelser, kunnet købe et nyt og billigere transportkort til offentlige transportmidler. Og dét har for alvor lokket de nordjyske unge tilbage i busserne.

Eleverne er i denne uge vendt tilbage på de nordjyske ungdomsuddannelser efter en god lang sommerferie. Og rigtig mange af dem tager igen bussen til og fra skole.

Det skyldes et nyt rabatkort, det såkaldte Hyper Card, som eleverne på gymnasierne og andre ungdomsuddannelser kan købe. Selv om kortet først kunne købes fra 1. august, er der allerede solgt 7500 af dem i Nordjylland.

Hyper Card'et afløser det gamle uddannelseskort, som ved årsskiftet steg kraftigt i pris, efter at politikerne valgte at fjerne støtten.

Hos Nordjyllands Trafikselskab mistede man i den periode halvdelen af de unge, der brugte uddannelseskortet - men de er nu tilbage i busserne igen. Det glæder Thomas Kastrup-Larsen (S), formand i NT's bestyrelse:

- Det betyder rigtig meget, at det nye kort er faldet i så god jord hos de unge. De unge er jo fødekilden i forhold til den kollektive trafik. Hvis de unge lærer at bruge offentlig transport, og bliver glade for den, så bliver de jo ved med at være kunder mange år frem, siger han.

Det nye kort koster 300 kroner om måneden og gælder for transporten til og fra uddannelsesstedet. Har man bopæl i Nordjylland, kan man bruge kortet frit i hele Nordjylland. Derudover giver det rabat til kørsel med kollektiv trafik til børnetakst i de øvrige områder af Danmark.

Det nye kort er en forsøgsordning, som varer i to år og derefter skal evalueres i 2013. Kortet kan ikke bruges af studerende på de videregående uddannelser, som fortsat skal købe uddannelseskortet.


Seneste nyt

fra Nordjylland