Unge vil lære i ferien

Selvom skolen er lukket, så fortsætter børn og unge med at lære i sommerferien.

98 børn og unge i alderen 8-14 år er i denne uge samlet til fodboldskole i Jetsmark - hvilket gør skolen til totalt udsolgt. Præcis ligesom alle øvrige fodboldskoler i Nordjylland i løbet af sommeren.

- De unge vil gerne ud og dyrke sport, være sammen med venner og lære nyt. Og med 6 timers fodbold mandag-fredag, så bliver færdighederne med bolden også optimeret. Her er nye medspillere, nye trænere og det giver god grobund for øget indlæring, siger skoleleder Christian Grubert til TV2/Nord.

Han bakkes op af en af de mange trænere på skolen, Nikolaj Bjerg Jensen fra Brovst.

- Man kan mærke på de unge at det er deres lyst til det her, det er ikke forældrenes ambition. De er topmotiverede fra morgen til eftermiddag, og det er en fornøjelse at være sammen med de unge, lyder det.

Forbillederne er på plads. Hvis man tager et kort kig rundt på de grønne græsbaner findes både Real Madrid, Arsenal, Manchester United og naturligvis AaB-trøjer. Og drømmene er der også.

- Det kunne være fedt at blive en stjerne, fortæller 12-årige Mads Christensen fra Pandrup.

Kender du til skoler eller kurser, hvor ferien bruges på at lære nyt, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til redaktion@tv2nord.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland