Ungt White Hawks-talent skifter straks til Sverige

17-årige Mikkel Bertelsen, der inden sæsonstart lavede en to-årig kontrakt med White Hawks, har valgt med øjeblikkelig virkning at søge nye udfordringer i Leksands IF. Det erfarer Kanal Frederikshavn.

For en uge siden kom ligatruppen i Frederikshavn White Hawks ud til et omklædningsrum, hvor Mikkel Bertelsens udstyr var væk.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

Det var dog en logisk forklaring på. Kanal Frederikshavn har nemlig fået oplyst, at Mikkel Bertelsen har været på try-out i den traditionsrige svenske klub Leksands IF. 

Her spillede han torsdag aften turneringskamp for Leksands IF's J18-hold. Mikkel Bertelsen var med i lokalopgøret mod Mora IK, hvor han scorede et mål i 5-1-sejren. Kanal Frederikshavn erfarer i den forbindelse, at han fortsætter sæsonen ud i Leksands IF.

Mikkel Bertelsen nåede i sin debutsæson i White Hawks at blive noteret for 13 kampe i Metal Ligaen, hvor det blev til en enkelt scoring. Samtidig lavede han syv mål og otte assist i 16 kampe for FIK's 1. divisionshold.

Han er søn af den tidligere landsholdsspiller og FIK-kaptajn Jørn Ole Bertelsen. Mikkel Bertelsen har både spillet på U17- og U18-landsholdet i år. Sidste år var han topscorer i U17-ligaen.

Kanal Frederikshavn skriver, at White Hawks har endnu ikke bekræftet skiftet. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland