Universitetsbygning til 335 mio. kr. skal bygges ved supersygehus

Byggeriet af en ny stor universitetsbygning til 335 millioner kroner ved det nye supersygehus i Aalborg er netop sendt i udbud.

Studerende på Det Sundhedsfaglige Fakultet ved Aalborg Universitet får flotte nye rammer i tæt tilknytning til det nye universitetshospital i Aalborg Øst. Byggeriet af den nye universitetsbygning, der fysisk skal bygges sammen med det nye supersygehus, er netop sendt i udbud af Vejdirektoratet. 

- Vi har nu offentliggjort udbudsbekendtgørelsen og håber, at mange entreprenører har lyst til at søge om at blive prækvalificeret, så vi får et stærkt felt til opgaven, siger projektleder ved Vejdirektoratet Lasse Rud Pedersen.

Byggeriet skal rumme forsknings- og studiefaciliteter samt administrative funktioner og består af to atriumbygninger og en mellembygning, som forbinder atriumbygningerne.

Fakultetsbygningen er i alt cirka 22.400 kvadratmeter og forbindes med universitetshospitalet. Der vil derfor være et fællesareal mellem universitetet og den nye universitetshospital, der tjener som fælles foyer samt indeholder auditorium og seminarrum for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

- Det er et stort fakultetsbyggeri, der skal opføres, og det skal bygges simultant med det nye universitetshospital, som Region Nordjylland står for. Vi vurderer, at værdien af entreprisearbejderne i kontrakten udgør cirka 335 millioner kroner, siger Lasse Rud Pedersen.

Hos Aalborg Universitet glæder man sig over, at der nu tages hul på etableringen af den nye bygning. Og forventningerne er store til de nye rammer. 

- Det er en unik placering for uddannelse og forskning, og det vil i høj grad understøtte samarbejdet mellem fakultetet og det nye universitetshospital. Den fysiske placering giver muligheder for både samspil og synergi til gavn for vores sundhedsuddannelser, siger Lars Hvilsted Rasmussen, dekan ved Det Sundhedsfaglige Fakultet på AAU. 

Den samlede størrelse på byggeriet af det nye supersygehus er på cirka 170.000 kvadratmeter. 


Seneste nyt

fra Nordjylland