Uopmærksom bilist kørte ind i skraldebil

En uopmærksom bilist kørte fredag morgen ind i en skraldebil på Skagensvej ved Frederikshavn, da skraldebilen skulle svinge til venstre.

Et mindre færdselsuheld tvang beredskabet til at spærre det ene spor på Skagensvej nær Frederikshavn omkring klokken halv otte fredag morgen. 

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg. 

En skraldebil skulle svinge til venstre på Skagensvej mellem Elling og Frederikshavn og holdt tilbage for den modkørende trafik, hvilket en bagvedkørende personbil overså.

Derfor endte bilisten i stedet med at påkøre skraldebilen bagfra. 

- Bilisten har fået lidt knubs, han havde det dårligt, og så var der selvfølgelig noget materiel skade på bilen, men ellers var det ikke så slemt, siger Poul Badsberg. 

Vejen var herefter spærret i det ene spor, mens der blev ryddet op efter færdselsuheldet, men klokken 10 er der åbnet helt op for trafikken igen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland