Uopmærksom bilist overså kurve og endte i hus

Ingen kom noget til i spektakulært trafikuheld på Mors tirsdag formiddag.

Tirsdag formiddag omkring klokken 11 kom en 52-årig mand kørende ind i Mollerup på Mors.

Mollerup var dog ikke det eneste, han kørte ind i. For i en kurve var bilisten uopmærksom, og sekunder senere bragede han i en VW Touran direkte ind i en gårdbygning. Og når vi skriver "ind", så mener vi det.

- Ja, han fik nærmest lavet en garage på et splitsekund, lyder det fra Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Om ejendommens beboere manglede en garage, fortæller historien ikke noget om.

Ingen kom noget til ved uheldet, men den 52-årige fører af bilen var dog chokeret, oplyser politiet

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord