USA kigger på dansk innovation

USA's ambassadør og seks delegerede fra amerikas forsvar var i Støvring for at høre om dansk forsvarsindustri. Foto: Per Frank Paulsen

USA's ambassadør besøgte mandag Hydrema for at kigge på dansk forsvarsindustri.

Der var masser af smil, rosende ord og diverse udstillinger, da 18 danske virksomheder fremviste deres bud på et nyt produkt til det amerikanske forsvar.

De danske virksomheder var samlet med et fælles mål. At sælge deres produkter til verdens største militærmagt. Det vurderes, at Danmarks forsvarsindustri sælger 75 procent af deres produktion til udlandet. Og klart den største del til USA. Derfor er det en yderst vigtig konference. Det spår direktør for Forsvars- og Aerospaceindustri i Danmark Frank Bill.

Til konferencen var USA's ambassadør til stede. Hun er her på grund af tidligere succeser.

- Hydrema er siden sidste konference begyndt at producere mineryddere for den amerikanske stat. Så det er klart, at vi kigger mod Danmarks innovative idéer, siger USA's ambassadør Laurie Fulton til TV2/Nord.

Hydrema selv har siden succesen med minerydderen arbejdet for at finde nye produkter, der kan sælges til USA's forsvar. De to idéer, der blev præsenteret på konferencen, var en fleksibel dumber samt et mobilt og selvforsynende radioværksted.

Konferencen foregår i Hydremas bygninger i Støvring mandag og tirsdag. Derefter tager den amerikanske delegation tilbage til USA, hvor de vil sammenligne de danske forslag med andre. Og derefter vil USA's forsvar tage stilling til om der skal mere dansk i verdens største forsvar.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord