Usædvanligt mange brande

Falck og Beredskabscenter Aalborg har haft en usædvanlig travl nat. Tilsyneladende er det blevet en meget farlig mode at sætte ild til affaldscontainere.

I alt har der været udrykning til 72 brande i Nordjylland i nat, heraf de 41 alene i Aalborg Kommune.

- Vi har været ude til usædvanligt mange containerbrande spredt over hele byen, siger beredskabsmester Gert Krogh fra Beredskabscenter Aalborg.

Også Falck har slukket usædvanligt mange containere. Heldigvis spredte ilden i ingen af tilfældene sig til bygningerne i nærheden. Lanft de fleste af containerbrandene vurderes at være påsatte.

Også ambulancerne har kørt i pendulfart - Falck måtte rykke ud hele 121 gange i Nordjylland. Sidste år var tallet under 100.

Til gengæld er antallet af fyrværkeriskader forholdsvis lavt, nemlig fem. Ved en af ulykkerne mistede en mand en finger, mens en anden mand blev ramt nær øjet. Han bevarer dog synet.

Flere nyheder fra TV2 Nord