Uskyldige drengestreger endte med udbrændt garage

Foto: Arkivfoto. TV MIDTVEST.

To drenge på fem og otte år fik søndag eftermiddag sat ild til deres families garage i Sindal.

Det, der bare skulle have en uskyldig, men dog risikofyldt, leg med pap og tændstikker, udviklede sig søndag eftermiddag til en regulær brand for to små drenge på Islandsgade i Sindal.

Klokken 17.30 måtte Nordjyllands Beredskab nemlig tilkaldes for at slukke en brand i en garage, efter husets to drenge på henholdsvis fem og otte år havde leget med ild derude.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

- Vi får først en melding om, at der er ild i selve huset, men det viser sig at være garagen. Der er ingen mennesker i den, men der er fare for, at ilden kan sprede sig til huset, siger Jesper Sørensen til TV2 Nord.

Så galt gik det imidlertid ikke. Beredskabet fik kontrol med flammerne, og både beboere og hus slap uskadte.

En af de nærmeste dage skal der ske en brandundersøgelse, men på grund af drengenes lave alder, vil der ifølge Jesper Sørensen sandsynligvis ikke ske mere i sagen.

Har du et godt tip?