Utilfredse AaB-fans fik noget at smile ad: Kasper og Kasper sendte Horsens hjem uden point

AaB revancherede den slappe indsats mod FC Fredericia, der fik holdet sendt ud af pokalturneringen, da de søndag vandt 2-0 over AC Horsens.

AaB-holdet havde op til - og ikke mindst under - dagens kamp mod AC Horsens kunnet mærke og føle de trofaste fans' utilfredshed med deres nylige præstationer - eller rettere sagt mangel på præstationer.

Under den afsluttende træning lørdag forud for søndagens kamp i mesterskabsslutspillet mod AC Horsens troppede en flok af de allermest trofaste fans op på træningsanlægget på Hornevej i Aalborg med et spørgsmål, der bestemt kunne tolkes på, men som ikke kunne misforstås: "Vi er AaB. Hvem er I?" lød det. Anledningen var naturligvis det ærgerlige nederlag tidligere på ugen, hvor AaB med cifrene 3-1 tabte til FC Fredericia og røg ud af pokalturneringen.

Søndag svarede holdet så deres fans. 2-0 vandt de over AC Horsens, der er AaB's nærmeste rivaler i Superligaens mesterskabsspil, og selvom en enkelt sejr nok ikke får lukket vendt mundvigene på de utilfredse fans permanent, skabte det glæde på lægterne, da først Kasper Pedersen og siden - i kampens overtid - Kasper Kusk scorede for AaB.

 
 
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Larmende tavshed og pibekoncert

Cheftræner Morten Wieghorst havde forud for dagens kamp rystet posen og skiftet gevaldigt ud i startopstillingen. Delvist på grund af skader og karantæner - delvist fordi fadæsen fra Fredericia ikke måtte gentage sig.

En fadæse kan man ikke kalde 1. halvleg, men tillægsord fra den helt positive kategori er også svære at hive op ad hatten. Horsens havde de bedste tilløb til chancer og AaB kæmpede - efter tre nederlag i streg - fortsat med at skabe noget offensivt.

Hjælp fra lægterne fik nordjyderne heller ikke meget af. De normalt højlydte, hoppende og syngende fans på endetribunen, der kun omfatter ståpladser, satte sig i store dele af kampen ned, og larmede infernalsk ved ikke at sige noget som helst mens bannere med ordlyde som "AaB har stolte traditioner. Hvor er jeres ambitioner?" sagde det hele.

Efter 45 minutter fløjtede dommeren til pause, og fansene fulgte trop. En pibekoncert ledsagede AaB-spillerne til omklædningen og den højfrekvente opsang virkede muligvis.

Horsens satsede hele butikken

Ikke i første omgang, skal det være sagt. Starten på anden halvleg lignede første - Horsens var bedst til at komme frem til chancer og AaB kæmpede med at sætte det offensive spil ordentligt sammen.

Alligevel var det det hjemmeholdet, der efter 70 minutter bragte sig foran. Efter et hjørnespark fra Kasper Kusk baksede Jakob Blåbjerg og Kasper Pedersen sammen om at få bolden i mål - med sidstnævnte som målscorer.

Horsens forsøgte sig med et hurtigt modsvar og var i et par omgange tæt på udligningen. Den kom dog aldrig og i kampens overtid satsede Horsens hele butikken og trak målmand Jesse Joronen med op på en dødbold, og da AaB så slog kontra var det ikke svært for Kasper Kusk at sende en lang bold i en blød bue mod og ind i det tomme mål. Og så var tilskuerne pludselig ikke så stille mere.


Seneste nyt

fra Nordjylland