Utilfredse silo-naboer: Hvorfor havde ingen advaret os?

Stort set ingen var klar over, at der torsdag ville lyde et gigantisk brag i Aalborg. Naboer er forundrede over manglende informationer.

Dagen efter den store, kontrollerede sprængning af en silo på Østre Havnevej i Aalborg, som alle i flere kilometers omkreds kunne mærke og høre, er der ét spørgsmål, der trænger sig på hos mange:

Hvorfor vidste vi ingenting om sprængningen?

Især hos de nærmeste naboer i ejendommen på den anden side af Østre Havnegade hersker der undren og utilfredshed. Det fortæller Alan Søndergaard, der bor på tredje sal i nummer 44. Torsdag eftermiddag nåede han at lure, at noget var på færde ingen sprængningen, men da der sidste fredag blev sprængt første gang, kom det i den grad bagpå ham og de andre i opgangen.

- Når vi bor så tæt på, er det klart, at vi bliver meget berørte af sådan en sprængning. Det er jo lige så glasset i vores skabe rasler, og vi er nødt til at tjekke, om alting stadig hænger på væggene bagefter. Man farer jo op af stolen, når det er så højt og voldsomt. Så vi er noget utilfredse med, at ingen har fortalt os om sprængningen på forhånd, siger Alan Søndergaard.

quote - Man farer jo op af stolen, når det er så højt og voldsomt. Så vi er noget utilfredse med, at ingen har fortalt os om sprængningen på forhånd.

Alan Søndergaard, beboer, Østre Havnegade

Han har boet i ejendommen, siden den stod færdigopført i 2015, og han er vant til at bo i byggelarm og -rod. Heldigvis er ejendommen godt isoleret og skåner beboerne for den værste larm.

- Men sådan nogle brag som dem torsdag er svære at ignorere. Og normalt, når der skal gøres noget ekstra som for eksempel pæleramning, bliver vi orienterede på forhånd. Hvorfor har ingen gjort det med noget så voldsomt som det her, spørger Alan Søndergaard.

Formanden for Musikhuskvarteret Ejerforening 2, Flemming Sørensen, er også forundret. Ejerforeningen rummer 41 boliger i tre bygninger, og nogle af dem ligger tættere end 50 meter på siloen.

- Flere beboere var meget forskrækkede. Det er ikke i orden, siger Flemming Sørensen, som understreger, at de normalt plejer at blive orienteret ved lignende episoder.

Nedbrydningsfirma beklager gener

Det er entreprenørfirmaet A. Enggard, der er bygherre, og som har hyret nedbrydningsfirmaet P. Olesen til at rive den gamle kulsilo ned. Her understreger direktør Asger Enggaard, at det er nedbrydningsfirmaet, der skal orientere naboerne.

- Vi er selvfølgelig skidekede af det, hvis de ikke har fået orienteret ordentligt. Vi står med det overordnede ansvar, og vi beklager. Vi skal nok indskærpe, at der fremadrettet skal gøres mest muligt for at orientere, siger Asger Enggaard.

quote - Jeg beklager, hvis det har haft gener for folk. Det var ikke hensigten. Vi mener selv, at vi har gjort, som vi skulle.

Kenneth Olesen, afdelingsleder, P. Olesen

Ved nedbrydningsfirmaet fortæller afdelingsleder Kenneth Olesen, at de nærmeste naboer samt et nærliggende hotel har fået sedler udleveret om sprængningen, ligesom myndighederne er blevet orienteret. 

- Jeg beklager, hvis det har haft gener for folk. Det var ikke hensigten. Vi mener selv, at vi har gjort, som vi skulle, siger Kenneth Olesen.

Opdatering: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at politiet ikke var blevet orienteret om sprængningen. Vagtchef Jess Falberg fortæller dog, at de var blevet orienteret, men at det ikke var blevet noteret nogle steder. Politiet beklager forvirringen.


Seneste nyt

fra Nordjylland