Utilfredshed med vandplaner i Jammerbugt

En delegation fra Jammerbugt Kommune med borgmester Mogens Gade (Venstre) i spidsen drager på torsdag til Christiansborg for at give kommunens synspunkt på de kommende vandplaner.

I Jammerbugt Kommune er man ikke tilfredse med de statslige vandplaner, der har været sendt i høring. Derfor drager en delegation fra kommunen med borgmester Mogens Gade til København for at fortælle, hvad man ønsker ændret.

Jammerbugt Kommune grænser ned til Limfjorden, og de planlagte kvælstofreduktioner for landets vandområder kan ifølge kommunen komme til at sætte områdets landbrug i en svær konkurrencesituation.

- Vi vil gerne have, at der er større frihed til lokalt at vælge løsninger for at opnå målene, og en økonomisk kompensation til både kommune og lodsejere, som dækker de faktiske udgifter, siger Henrik Damgaard.

- Desuden mener vi, at kommunen kender bedst til detailplanlægningen i området, og derfor har de bedste forudsætninger for at vælge de bedste løsninger til gavn for området, dets beboere og erhvervet, samtidig med at vandplanernes mål bliver opfyldt, siger teamlederen.

I en pressemeddelelse beskriver Borgmester Mogens Gade og formanden for Teknik- og Miljøudvalget Jens Christian Golding, at datamaterialet, som vandplanerne er bygget på, er forældet.

- Det er derfor vigtigt, at staten retter de faktuelle fejl, som kommunerne har fundet i planerne. Vandplanerne er grundlaget for kommunernes udarbejdelse af handleplaner. Hvis grundlaget for handleplanerne ikke er i orden, vil det svække troværdigheden af planerne, og i værste fald kan kommunerne blive pålagt at gennemføre projekter, som ikke har den ønskede virkning, forklarer de.

Vandplanerne er statslige planer, der fastsætter mål for kvaliteten af det danske vandkredsløb.


Seneste nyt

fra Nordjylland