Utilgængeligt valglokale

Handicappede og gangbesværede vælgere i Tversted fik i dag problemer, da de ville afgive deres stemme. Valglokalet er flyttet hen på skolen, og det betyder, at vælgerne skal op ad en trappe for at komme ind og stemme.

Det lykkedes lige akkurat for Knud Andersen at komme op af trappen og ind og stemme, men placeringen af Tversteds nye valgstedsted er ikke populært.

- Det er ikke godt. Det er det ikke, og der er mange andre, der døjer med at gå her, siger pensionist Knud Andersen til TV2/NORD.

Tversted valgkreds er lagt sammen med Uggerby, og det har fået valgledelsen til at flytte valglokalet over i skolens gymnastiksal.  Inden vælgerne kan stemme, må de derfor først gå de omkring 100 meter fra parkeringspladsen og dernæst forcere en trappe.

- Det er ikke så heldigt, må vi sige. Vi har haft rigtig mange bemærkninger om at adgangsforholdene simpelthen er for ringe, siger Dorte Reinholdt, afstemningsleder, Hjørring Kommune til TV2/NORD.

De valgtilforordnede forsøger i første omgang at sætte skilte op som viser hen til en anden indgang, som er handicapvenlig, men det betyder, at vælgerne skal gå en omvej for at komme ind til gymnastiksalen. Så måske er det sidste gang, vælgerne skal stemme på skolen. 

- Vi må tage kritikken til efterretning og så muligvis ændre valgstedet til næste gang eller gøre adgangsforholdene bedre til næste gang, siger Dorte Reinholdt, afstemningsleder, Hjørring Kommune til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland