Vælgere vil have uddannelse og velfærd

Foto: TV2/Nord

Indbyggerne i Aalborg Kommune vil have politikere til at satse mere på velfærd, skoler og uddannelse.

Dansk Erhverv har foretaget en undersøgelse af landets fire største byer for at finde ud af, hvad befolkningen synes, politikerne skal fokusere på efter kommunalvalget.

Her viser det sig, at størstedelen (58 procent) af indbyggerne i Aalborg mener, at det skal være velfærdsområdet, der bør have et særligt fokus de kommende år. 53 procent har svaret, at de mener, at skoler og uddannelse bør have særlig fokus, mens 48 procent har svaret, at erhvervsudvikling skal opprioriteres.

- Det er forventeligt, at aalborgenserne lægger vægt på de borgernære ydelser som ældrepleje og skolesystem, men det er ret interessant, at de også vægter erhvervsvilkår højt. Det bør kommunalpolitikerne skrive sig bag øret, siger underdirektør i Dansk Erhverv Niels Milling.

Han mener, at kommunalpolitikerne bør være meget opmærksomme på, hvor vigtig befolkningen finder udvikling af erhvervslivet. Han anbefaler kommunalpolitikerne at lægge en ambitiøs erhvervsstrategi, der gør noget ved de høje gebyrer, langsom sagsbehandling, administrative byrder og dækningsafgiften.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord