V-politiker i Thisted forlader direktørpost i Danske Bank

Foto: Thisted Kommune

Peter Larsen er ikke længere direktør i Danske Bank i Thisted. Hverken han eller banken vil kommentere afgangen.

Kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Thisted Kommune, Peter Larsen, har forladt direktørposten i Danske Bank i Thisted.

Det meddelte han selv fra talerstolen på Venstres opstillingsmøde i Sjørring Sports- & Kulturcenter mandag aften, skriver LimfjordUpdate.dk.

Peter Larsen er blevet beskyldt for at være kongemageren bag siddende borgmester Lene Kjelgaard Jensens afgang og for at have undermineret borgmesterens position for at bane vejen for gruppeformand Niels Jørgen Pedersen.

I øjeblikket går der flere rygter om årsagen til Peter Larsens pludselige farvel til jobbet i Danske Bank. Men Danske Bank i Thisted afviser, at der skulle være noget dramatisk i lokalpolitikerens afgang.

- Jeg kan bekræfte, at Peter Larsen er fratrådt som filialdirektør i Thisted. Det er helt udramatisk og sker efter gensidig aftale. Vi kommenterer herudover ikke på personaleforhold. Vi vil melde ud om ny filialdirektør i Thisted snarest muligt, siger områdedirektør Klaus Finnemann Viuff fra Danske Bank.

Peter Larsen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen første gang ved valget i 2013, og hentede ved mandagens møde stemmer nok til en  tiendeplads på listen ud af 13 mulige.  Venstre har dog sideordnet opstilling til valget.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord