Våd nat: 18-årig fulderik faldt i søvn på togskinnerne

En 18-årig mand fra Frederikshavn slap uden skrammer, da han natten til søndag faldt i søvn på togskinnerne i Aalborg.

Selv om der lørdag nat var ekstra tryk på nattelivet i Aalborg, har der ikke været meget at lave for Nordjyllands Politi.

Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard søndag morgen.

Kun en enkelt ung mand har måttet overnatte i detentionen for at sove en brandert ud, efter han blev fundet sovende et lidt uheldigt sted.

- Han blev fundet på togskinnerne i løbet af natten til søndag, og det er jo ikke det bedste sted at lægge sig. Så for at undgå, at han kom til skade, og fordi han var frygteligt fuld, tog vi ham med på politistationen, og han ligger stadig på en madras nede i detentionen, fortæller Poul Fastergaard.

Det drejer sig om en 18-årig mand fra Frederikshavn, som - da han blev vækket af betjentene - følte sig overbevist om, at han befandt sig tæt på sit hjem i Frederikshavn og bare skulle gå en kort tur for at komme hjem under dynen.

Den unge mand står ikke umiddelbart til hverken en bøde eller en sigtelse for at tage en lur på togskinnerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland