Væbnet bankrøveri i Vrå

Mandag formiddag blev personalet i Jyske Banks filial truet til at udlevere kontantbeholdningen --- OPDATERET KL. 15:59 -------

Lige efter klokken 11 ser pensionist Ove Eriksen tre hætteklædte røvere med elefanthuer løbe ud fra Jyske Bank i Jernbanegade i Vrå.

- Jeg så tre unge fyre suse af sted. De strøg gennem jernbanetunnelen over til Vestergade, hvor nogen i bil ventede på dem. De var alle klædt helt i sort, siger Ove Eriksen til TV2/NORD.

Med en pistollignende genstand lykkes det for de tre røvere, at true sig til at få udleveret op imod 40.000 kroner.

- Der er ikke mange spor at gå efter, men der bliver altid efterladt spor, så nu må efterforskningen gå sin gang, siger vicepolitiinspektør Jens Erik Poulsen fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

Signalementet af de tre røvere:

A:
20-25 år, dansker, 180-190 cm, almindelig af bygning, bar sort elefanthue, grå nålestribet habitjakke, mørke joggingbukser og sorte Nike-sko.

B:
18-20 år, dansker, ca. 170 cm, almindelig af bygning, bar sort elefanthue, mørk sweat shirt og sorte lærredssko.

C:
18-20 år, asiatisk af udseende, 160-170 cm, almindelig bygning, bar sort elefanthue, mørk trøje og hvide lærredssko.

Røverne har muligvis kastet gerningsvåbnet fra sig under flugten. Politiet har mandag eftermiddag ledt efter en smidt pistol i et beboelseskvarter i Vrå. Den mulige flugtbil leder man også fortsat efter.

- I weekenden er der stjålet en rød Nissan Sunny i Hirtshals. Den har registreringsnummer UZ 34 105 og er måske røvernes flugtbil. Den er stadig ikke fundet. Så vil meget gerne have offentlighedens hjælp, siger Jens Erik Poulsen.

Oplysninger i sagen til Nordjyllands Politi på tlf.nr. 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland