Vælgermøde på tidligere skole

Støvring Gymnasium dannede i dag rammen om et af valgkampens mange vælgermøder. Men dette møde var alligevel lidt anderledes én af kandidaterne, der helt bogstaveligt var på hjemmebane.

Seks år efter hun blev student, var Stine Søby Kristensen tilbage på sit gamle gymnasium, nu som politiker, klar til sin første valgdebat nogensinde.

- Jeg tror, det bliver sjovt, og jeg tror også, at det betyder rigtig meget, at jeg kender stedet, siger folketingskandidat for Enhedslisten, Stine Søby Kristensen.

Inde i hallen ventede 500 gymnasieelever og ikke mindst en gruppe garvede folketingspolitikere. Men Stine Søby Kristensen lod sig ikke skræmme. Hun præsenterede sig og fik bifald.

Tilstede i hallen var også Stine Søby Kristensens gamle samfundsfagslærer.

- Jeg stod da med lidt gåsehud, og glædede mig over, at hun gjorde det så godt, siger Henning Hansen.

Og efter valgmødet var det som i de gamle dage. Stine Søby Kristensens præstation blev bedømt af læreren.

- Jeg synes, hun klarede det fint. Hun var klar og kontant i sine holdninger og meninger, siger Henning Hansen.

Selv var Stine Søby Kristensen ikke helt tilfreds med sin debat-debut, men der kommer sikkert andre vælgermøder inden den 15. september.

- Det er svært at huske, hvad de andre politikere siger, samtidig med, at man skal huske spørgsmålene. Der er meget, der kører rundt i hovedet på en, siger Stine Søby Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland