Væltet på handicapscooter

En mand på handicapscooter blev i dag væltet af en knallertkører i Aalborg Øst. Nu efterlyser Nordjyllands Politi vidner til episoden.

Manden kom kørende på sin handicapscooter på Astrupstien i Aalborg Øst, da han blev indhentet af tre knallertkørere. Den ene af dem kørte ind i handicapscooteren og væltede manden ud af den.

De tre på knallert kørte fra ulykkestedet uden at standse, og en forbipasserende måtte hjælpe manden op på scooteren igen.

Senere viste det sig, at han havde brækket hoften ved uheldet, og han er nu indlagt på Aalborg Sygehus.

Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med den person, som hjalp manden, ligesom politiet gerne hører fra vidner til episoden. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland