TV2 Nord

Værker af Dronning Margrethe i Lemvig

25. marts åbner udstilling i Lemvig på Museet for Religiøs Kunst, med værker af Dronning Margrethe.

<b>Museum for Religiøs Kunst</b>
Hendes Majestæt Dronningens nordiske landskaber er kernen i udstillingen "Naturen og Tanken" som åbner på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig d. 25. Marts.

<b>Værker af Dronning Margrethe</b>
Udstillingen indeholder ikke mindre end 46 af Dronningens mest betydelige malerier og akvareller, herudover udstiller museet kirketekstiler og skitser.

<b>Fernisering med Dronningen</b>
"Naturen og Tanken" åbnes ved en fernisering d. 25 marts kl. 17.
Dronningen ankommer til museet kl. 17. Biskop Søren Lodberg Hvas fra Aalborg Stift vil holde åbningstalen.

<b>Udstillingen</b>
Når Museet for Religiøs Kunst i udstillingen har valgt at vise Dronningens naturstudier, skyldes det, at maleriet og særligt naturstudiet ofte kan ses som et favntag med eksistentielle temaer.

Betragter man Dronningens arbejder fra mere end 50 års kunstnerisk virke, er det tydeligt, at Dronningen, siden hun første gang satte farvekridtet til papiret, konstant har kredset om naturen.
Men også, at Dronningen i takt med tiden har lagt stadig større vægt på at vise naturen i al dens væsen. Naturen gengives og fortolkes på både godt og på ondt, for "naturen er så stor og stærk, at den ikke udelukkende er god og dejlig", som Dronningen selv har udtalt ved en tidligere lejlighed.

I de senere år har Museet for Religiøs kunst vist en række store danske billedkunstnere, som alle på et eller andet tidspunkt i deres karriere har forestået en kirkeudsmykning. Det var derfor oplagt at bede Hendes Majestæt om at udstille på museet, da hun, foruden udsmykningen af altertavlen til Skei Fjellkirke i Gausdal Norge, også har designet kirketekstiler til flere af landets stifter.

På udstillingen vises bispekåberne til Aalborg, Haderslev og Viborg Stift.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord