Værsgo: Et ton muslinger er på menuen i Løgstør

Er du vild med Limfjordens skaldyr, så er Løgstør stedet at være i weekenden. Hele byen summer af muslinger i utallige variationer. Og fredag aften skal der spises et helt ton.

Løgstør kalder sig selv Muslingebyen, og i denne weekend lever byen op til sit kælenavn. Hele havneområdet er spækket med muslinger tilberedt på utallige måder, og fredag aften går byen muslinge-amok. 

Et helt ton muslinger er tilberedt til Spis-musling-aften og bliver solgt for en sølle 20'er for en all-you-can-eat-billet. 

Lørdag og søndag eftermiddag serverer Løgstør Muslingelav lækre muslinger i alverdens variationer. Man kan blandt andet prøve muslingedeller og muslingetarteletter, som nogle af de sidste nye varianter i Muslingelavets udvalg.

I weekenden åbner lokale kunstnere udstillinger på havnen, og de opstillede boder vil bugne af blandt andet kunsthåndværker og fødevarer fra lokale producenter. 

Vi har meget mere om muslinger - live fra Løgstør - i vores udsendelse 19.30. 


Seneste nyt

fra Nordjylland