Værtshusejer utilfreds over politis udlæg af dødsfald

02:38

Foto: Ib William Christensen

1 af 2

Ejeren af værtshuset To Trin Op kritiserer Nordjyllands Politis udlæg af sagen om den 34-årige mand, der omkom efter et slagsmål ved værtshuset.

En 34-årig mand afgik søndag ved døden efter et slagsmål med to mænd på 27 og 29 år ved værtshuset To Trin Op i Frederikshavn. Nu kritiserer værtshusejeren Brian Jensen politiet for ikke at have alle detaljer på plads.

Til TV2 Nord skriver han:

- Selve hændelsesforløbet fra vagthavende er ikke detaljeret nok, og diverse medier kommer til at referere til forkerte oplysninger. Hændelsesforløbet er meget klart, da alt er på vores overvågning.

Eksempelvis kan det have virket til, at slagsmålet foregik inden for, men det gjorde det ikke.

- Alt foregik udenfor. Vi havde ingen ballade eller slagsmål herinde i lørdags.

Ifølge Brian Jensen kan både omkomne og de to sigtede ses uden for værtshuset klokken 4.15, hvor omkomne tildeler en af de to sigtede et slag i hovedet. På samme tid får omkomne et slag fra hver af de to sigtede, hvorefter han falder bagover og slår baghovedet ned i asfalten. De to sigtede forlader stedet, men dørmanden løber efter og får kontakt.

Omkomne kommer hurtigt på benene igen, og dørmanden vil ikke lukke ham ind, da han har blod på skjorten

- Jeg kunne forstå på politiet, at deres patrulje havde haft kontakt med ham efter hændelsen. Enten observeret ham eller snakket med ham, skriver Brian Jensen.

Klokken 5.35 ses omkomne på overvågningen igen i gården ved hovedindgangen, hvor han står alene og falder og slår sit hovede ind i væggen. Herefter kommer han ikke op. Der er folk omkring ham efter faldet, og indtil ambulancen kommer.

Politikommissær ved Nordjyllands Politi Kristian Thomasen siger, at politiet ikke har noget at udsætte værtshuset for i denne sag.

Politiet bruger overvågningsbillederne fra stedet i efterforkningen og afventer obduktion af den 34-årige mand, der skal afgøre dødsårsag. Derefter tages der stilling til, om de to mænd på 27 og 29 skal sigtes for vold eller vold med døden til følge.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord