Vakse vidner stoppede tyves togt i kolonihaver

To unge mænds bil var fyldt med tyvekoster. Politiet efterlyser nu ofrene for deres indbrud.

To mænd på henholdsvis 20 og 24 år blev natten til onsdag afbrudt i deres gøremål, da flere patruljer troppede op i haveforeningen Budumvang i det østlige Aalborg, hvor de to mænd kørte rundt.

At de blev afbrudt var dog helt på deres plads, for de unge mænd var ikke taget ud i haveforeningen for at luge ukrudt eller se på stjerner. De var taget på tyvetogt.

Deres færden i haveforeningen blev anmeldt til politiet klokken 01.30, da en person undrede sig over, at en bil kørte rundt i området på denne tid af døgnet, og ligeledes undrede sig over, at de to personer i bilen lyste om sig med lommelygter.

Og mistanken var begrundet. Da patruljerne fra Nordjyllands Politi mødte de to personer i haveforeningen fandt man flere tyvekoster i bilen. Blandt andet tre store gule gasflasker og flere store bil- eller lastbilbatterier, som politiet er overbeviste om, er stjålet i haveforeningen, fordi alle dele var våde efter nattens nedbør.

Begge mænd blev anholdt på stedet, og resten af natten har de således kunnet spendere på politigården i Aalborg. Nu hører politiet gerne fra haveejere, der har haft indbrud eller været udsat for tyveri, og så skal det vurderes, om der er grundlag for at fremstille de to mænd i et grundlovsforhør. 


Seneste nyt

fra Nordjylland