Valget skal gå om

 Valget skal gå om

Hjørring Byråds udpegning af medlemmerne til folkeoplysningsudvalget er ulovlig.

Udpegningen strider imod loven om ligestilling af kvinder og mænd.

Det var byrådsmedlem Arne Boelt (Soc.dem), der i forbindelse med byrådsmødet tidligere på ugen, der rejste problemet, idet han mente, der var noget galt.

Efterfølgende har borgmester Finn Olesen (Soc.dem) fået sine embedsmænd til at undersøge sagen, og det viser sig nu, at administrationen i forbindelse med gennemførelsen af valgproceduren ikke har taget højde for Lov om ændringen i lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Denne lovændring fordrer, at foreningerne opspiller lige mange mænd og kvinder. Foreningerne har ikke fået denne information i forbindelse med gennemførelsen af valghandlingen, hvorfor der ikke i forbindelse med opstillingen af kandidater er taget højde herfor.

Derfor var der heller ikke en ligelig fordeling mellem kønnene, da foreningerne kom med deres bud på kandidater.

Denne mangel kan medføre, at Byrådets beslutning ikke er lovlig, hvorfor formanden for fritids- og kulturudvalget i samråd med borgmesteren lægger op til, at valget skal gå om.

- Det er rigtig godt træls, at vi er havnet i denne situation, men frem for at gennemføre en beslutning, der måske ikke er lovlig, har vi valgt at annullere hele proceduren. Vi kan så appellere til, at foreningerne trods alt vil have forståelse for, at denne løsning er den bedste, og at de i indstillingerne tager hensyn til ligestillingskriterierne og helst opnå den enighed, der gør, at indstillingen er endelig, siger fritids- og kulturudvalgets formand, Michael Karlborg (V).


Seneste nyt

fra Nordjylland