Valgforberedelserne er igang

Et valg kan komme i løbet af få uger mener nordjyske folketingskandidater

I en lade udenfor Hjørring har en af venstres nye folketingskandidater Karsten Lauritzen sammen med en flok venner brugt det meste af dagen på at klistre 2000 plakater på papskiver.
- Jeg tror valget kommer før nogen regner med det. Allerede indenfor de næste to uger forventer jeg, siger han.
Og den unge venstreløve bakkes op af socialdemokraternes kandidat i Nørresundby Orla Hav.
- Det er jo kun statsministeren, der ved noget med sikkerhed, men der er mange indikatorer der peger på et snarligt valg, siger han.
Ifølge valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen, kan det gå begge veje.
- Anders Fogh Rasmussen kan vælge at udskrive valg nu, fordi han lige nu vil kunne slå Socialdemokraterne, men på den anden side er han jo også en mand der er ret konsekvent omkring at gøre tingene færdige, så det kan principielt gå begge veje, vurderer Johannes Andersen.
Uanset om valget kommer nu eller senere er begge kandidater dog enige om en ting.
- Vi er klar, lyder det fra dem begge.


Seneste nyt

fra Nordjylland