Valggyser: Fintællingen sender Jane ud af byrådet

Det er ofte meget få personlige stemmer, der afgør, om en kandidat er valgt eller ej. Det oplevede Jane Koller, som stiller op for Venstre, i dag, onsdag.

Jane Koller tjekker telefonen en ekstra gang, mens hun venter på resultatet af fintællingen og de personlige stemmer. Nerverne sidder uden på tøjet.

- Det er faktisk ikke særlig behageligt. Man går jo stadig og er lidt håbefuld på, at der er en chance for at komme ind, og samtidig går man og forbereder sig på, at man ikke er kommet ind, siger Jane Koller, kandidat for Venstre i Jammerbugt Kommune til TV2 Nord.

Ligesom så mange andre kandidater til kommunalvalget bliver Jane Kollers politiske skæbne afgjort i Brovsthallen, hvor fintællingen finder sted. Efter den første sammentælling har hun 193 personlige stemmer. Finder fintællerne bare to ekstra stemmer mere til hende et sted i bunkerne, er hun valgt ind.

Fintællerne gør deres arbejde godt og finder de ekstra stemmer. Men der er flere stemmer til både Jane og til hendes konkurrenter, viser det sig. 

Jane Koller slutter med at have fået 201 stemmer, men skulle hun ind i byrådet, skulle hun have haft 17 stemmer mere.

- Jeg er da en smule skuffet. Jeg havde da håbet og troet på, at jeg kom ind, siger Jane Koller til TV2 Nord, da resultatet ligger fast efter nogle nervepirrende timer.

Jane Koller bliver dermed partiets 1. suppleant til byrådet i Jammerbugt Kommune.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland