Valgkampen er godt i gang

Selv om der er over en måned til kommunalvalget i november, er valgkampen allerede gået i gang. Lørdag var alle spidskandidaterne fra Aalborg Kommune samlet til valgmøde.

Forsamlingshuset i Visse var fyldt med borgere, som var spændte på at høre, hvad spidskandidaterne i Aalborg Kommune havde at sige frem mod kommunalvalget i november.

- Det er jo tidligt, men hvis skal vi have en mulighed herude i sådan et lille samfund som Visse, så er vi nødt til at starte tidligt, få dem inviteret og få en accept fra dem, siger formanden for Visse Samråd, Gert Johansen.

Som sagt, så gjort - og alle spidskandidaterne takkede ja.

- Det er gået en del tidligere i gang i år end de andre år, hvor jeg har været med til kommunalvalg, siger byrådskandidat Thomas Kastrup-Larsen fra Socialdemokratiet.

Thomas Krarup fra De Konservative forsøgte at bringe Aalborgs Kommunes køb af Nordjyllandsværket på dagsordenen, men salen ville hellere høre, om politikerne ville lukke nogle af de små skoler. Det blev afvist.

- Der er jo kun blevet lukket en skole i Aalborg Kommune i de sidste 30 år, og det var Løvvangsskolen i Nørresundby. Det var på grund af, at den var fuld af giftstoffet PCB, forklarede Daniel Nyboe Andersen fra Radikale Venstre.

Et spørgsmål fra salen fangede dog politikerne på det forkerte ben.

- Når mit barn skal gå i 4. klasse, så skal han passe sig selv i for eksempel efterårsferien, mens jeg er på arbejde. Hvad gør I jer af tanker om det? spurgte Marlene Kraft fra salen.

- Det skal jeg simpelthen hjem og læse op på, for at være helt ærlig. Du har ret i, at der kan sagtens være en udfordring, forsøgte Thomas Krarup fra de Konservative at svare Marlene Kraft.


Seneste nyt

fra Nordjylland