Varmetjek af huse

01:53

Foto: Lars Christoffersen

1 af 2

Den hårde frost er god for nogen. Energirådgiver Mads Pedersen har travlt med at foretage varmetjek af nordjyske boliger.

Mads Pedersen er energirådgiver og besøger i disse dage mange nordjyske boliger. Den hårde kulde får nemlig varmen til at sive ud, fordi mange boliger enten er udstyret med gamle termoruder eller er dårligt isoleret. 

- Vi har stor efterspørgsel på termograferinger, fortæller Mads Pedersen.

Derfor ringer mange nordjyder for tiden til ham, så de kan få foretaget et varmetjek af huset. Det foregår ved at foretage målinger i og omkring huset med et varmesøgende kamera. Ifølge Mads Pedersen kan et varmetjek være en god anledning til at spare lidt på varmeregningen.

- Der er tit nogle lige for liggende projekter, som kan laves til få penge, hvor man kan spare en del, siger han.

Tonny Andreasen er en af de mange nordjyder, som i disse dage får varmetjekket boligen. For ham har dagens undersøgelse af huset været en øjenåbner.

- At termoruderne afgav så meget mere varme end de nye energiruder, det overrasker mig meget, siger han.

Og hvis det viser sig, at huset har brug for nye vinduer eller isolering, er Tonny Andreasen klar til at investere i forbedringer til huset.

- Hvis det er en god forretning, så vil vi sikkert gøre det,  konstaterer han.

Det er typisk huse fra 50'erne og 60'erne, som har sværest ved at holde på varmen.

Flere nyheder fra TV2 Nord