VEB smed føring væk

Eric Pang vandt sin kamp, da VEB torsdag aften mødte Værløse. Men det hjalp ikke meget for nordjyderne, som samlet tabte 2-4. Foto: Vendsyssel Badminton Elite

En føring på 2-1 endte med et nederlag på 2-4, da VEB torsdag aften var på besøg hos Værløse.

Værløse tog kampens første point, da Rikke Axelsen tabte 4-21, 8-21 til Tina Baun. Den føring blev dog udlignet, da Eric Pang slog Kasper Ipsen i to sæt 21-18, 21-6.

Dernæst bragte Camilla Sørensen og Yao Jie - som aldrig tidligere har spillet sammen - VEB foran, da de slog Tinna Helgadottir og Josephine Von Zaane med 21-12, 21-10.

I aftenens fjerde opgør var det hjemmeholdet, som trak det længste strå. Anders Kristiansen og Rasmus Mangor Andersen besejrede VEB-doublen Nikolaj Overgaard og Zvonimir Durkinjak med 21-15, 14-21, 21-18.

Femte opgør tabte Peter Mikkelsen i tre sæt 17-21, 21-18, 16-21 til Værløses unge Mikkel Mikkelsen. Dermed sluttede Peter Mikkelsens sejrsrække på 13 sejre i træk.

Det lykkedes ikke Maiken Falk Hoffmann og Thomas Laybourn at fremtvinge et Golden Set. De tog god nok første sæt 21-16 mod Maria Helsbøl og René Mattisson, men Værløse-parret kom stærkt igen og vandt de to efterfølgende sæt 21-15, 21-15. Dermed vandt Værløse 4-2.

- Jeg ærgrer mig rigtigt meget over, at vi ikke kom ud i et Golden Set og i det mindste fik et point med hjem, men i aften var det os, som havde marginalerne imod os. Vi tabte tre kampe med 15, 17 og 18 i tredje sæt. Jeg kan dog ikke sætte en finger på spillernes indsats. Alle kæmpede for det. Sidste år tabte vi også 4-2 i Værløse, men der var vi ikke i nærheden af point. Det var vi trods alt i aften, siger VEB's sportschef, Peter R. Jensen til klubbens hjemmeside.

Flere nyheder fra TV2 Nord