VEB triumferede igen

To kampe og to sejre. Det er status for Vendsyssel Elite Badminton, der for bare et halvt år siden kæmpede om at undgå nedrykning.

Tingene kan hurtigt vende i sportens verden. Det er Vendsyssel Elite Badminton et godt eksempel på. Det er ikke mere end et halvt år siden, at klubben var en del af nedrykningskampen i Badmintonligaen. Nu ligger VEB pludselig nummer tre i starten af den nye sæson efter to flotte sejre.

I tirsdags fik klubben en perfekt sæsonstart med sejr over Solrød. Det skulle man forsøge at følge op på i går aftes, da der blev spillet udekamp i Odense.

Ligesom mod Solrød skulle VEB dog kæmpe hårdt for sagen. For anden kamp i streg måtte VEB afgøre kampen i Golden Set. Det spilles, hvis stillingen stadig er uafgjort efter seks kampe. Her lykkedes det dog for Vendsyssel at trække det længste strå og vinde en samlet sejr på 4-3 over Odense OBK.

Noget tyder på, at VEB-spillerne i år skal vende sig til at kigge mere opad end nedad, når de ser på tabellen.

VEB's næste kamp er tirsdag 29. september hjemme i Arena Nord mod Greves danske mestre.


Seneste nyt

fra Nordjylland