TV2 Nord Masterclass: Vejkanterne i Aalborg blomstrer vildt

Blomster og planter får i højere grad lov at vokse vildt i Aalborgs vejkanter og grøfter. Det skal hjælpe insekt- og fuglelivet i byen. Tre af deltagerne på TV2 Nord Masterclass har set på tiltaget.

I midterrabatten på Nyhavnsgade i centrum af Aalborg vokser blomsterne vildt. Langs vejkanten kan spottes rød og gul kløver, røllike og kællingetand. Blomster og urter, der tidligere ville være fjernet som ukrudt.

quote Formålet er jo at give naturen en hjælpende hånd. Vi befinder os i det, vi kalder den store masseuddøen, hvor der forsvinder arter hver eneste dag. Der kan vi alle sammen gøre noget for at vende udviklingen,

Flemming Helsing, Naturforvalter, Aalborg

Det sker ikke længere. Aalborg Kommune har de seneste to år arbejdet med en biodiversitetsstrategi, der skal øge antallet af blomster- og dyrearter i Aalborg. Et af tiltagene går ud på at lade flere planter vokse vildt i byens vejkanter og grøfter.

På TV2 Nord Masterclass har de tre skoleelever Lærke Balle Andersen, Idamarie Anke Mørch og Malte Herold Mikkelsen valgt at kigge nærmere på Aalborgs tiltag for at forbedre biodiversiteten. Nyhedsindslaget kan ses i toppen af artiklen.

Billigere og grønnere

For to år siden besluttede Aalborg Byråd at skabe en strategi for at øge biodiversiteten i kommunen. Det betyder, at planter, insekter og dyr i byen skal have bedre vilkår. Der er flere grunde til, at kommunen har valgt at fokusere på at skabe mere grøn og vild natur i byen:

- Borgerne efterspørger mere grønt og mere natur. De efterspørger det grønne. Vi gør det også på naturens præmisser, for naturen efterspørger også bedre rammer for insekter og fugleliv. Der er også endnu en faktor, og det er økonomien. Det er billigere drift, når vi etablerer den, som vi har valgt at gøre, siger Hans Henrik Henriksen (Soc.Dem.), der er by- og landskabsrådmand i Aalborg.

En af dem, der arbejder med biodiversiteten i Aalborg til daglig, er Flemming Helsing, der arbejder som naturforvalter i Aalborg Kommune. Han er glad for, at naturen får lov til at vokse mere frit i byen:

- Formålet er jo at give naturen en hjælpende hånd. Vi befinder os i det, vi kalder den store masseuddøen, hvor der forsvinder arter hver eneste dag. Der kan vi alle sammen gøre noget for at vende udviklingen, og det har man også ønsket i Aalborg Kommune, siger han.

Midterrabatten på Nyhavnsgade i Aalborg er blevet grønnere.

Win-win situation

Antallet af blomsterarter i grøfter og vejsider er de seneste halvtreds år faldet med mere end 20 procent. Det er især et problem for bier og insekter, der kan komme til at mangle levesteder.

Men i vejkanten i Aalborg er flere af insekterne begyndt at vende tilbage, efter kommunen har valgt at give plads til flere vilde blomster og urter:

- Vi kan skabe levestedsbetingelser for andre arter end os selv herinde i byen, samtidig med vi får noget smukt at se på, så det burde være en win-win, siger Flemming Helsing, naturforvalter i Aalborg.

En af dem, der står for at plante blomsterne i Aalborgs vejkanter, er Allan Kristoffersen, der er park- og kirkegårdsforvalter i kommunen.

- Jeg synes, det har været spændende at arbejde med biodiversitet og få urter og blomstrende græsser helt ind i centrum af Aalborg midtby. Det er jo noget andet end det, man har praktiseret i mange år, hvor man har valgt at slå græsset, siger han.

Borgerne i Aalborg vil de næste år opleve, at der kommer endnu flere områder i byen, hvor planterne får lov at vokse frit. Byrådet har nemlig afsat ekstra penge til biodiversitetsplanen:

- Vi har lavet nogle enkelte projekter, og man kan se, at det spirer rundt omkring i byens parker, men nu sætter vi turbo på til næste år, hvor byrådet har bevilliget en ekstra million til at sætte handling bag ordene, siger rådmand Hans Henrik Henriksen (Soc.Dem.).

Det er skoleeleverne Lærke Balle Andersen, Idamarie Anke Mørch og Malte Herold Mikkelsen, der står bag historien om biodiversitet i Aalborg. 
Det er skoleeleverne Lærke Balle Andersen, Idamarie Anke Mørch og Malte Herold Mikkelsen, der står bag historien om biodiversitet i Aalborg. 
Foto: Sofie Bach

Du kan se hele nyhedsudsendelsen her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland