Vejledning i opløsning

Foto: Jesper Lange

De ansatte ved Ungdommens Uddannelsesvejledning i Vendsyssel er bekymrede over planerne om at opløse vejledningen.

De 21 ansatte vejleder i dag de unge i Hjørring og Frederikshavn kommuner om deres uddannelses- og erhvervsmuligheder.
Kommunerne ønsker dog at dele vejlederne mellem sig og knytte dem tættere til de enkelte skoler.
Men det er en dårlig ide, mener de ansattes repræsentant i bestyrelsen, Jens Porsborg.

- Blandt os vil der altid være en med speciale i et eller andet, som vi kan trække på. Den ekspertise forsvinder ved at dele os op og ud på skolerne, siger han til P4Nordjylland.

Hjørring og Frederikshavn kommuner har planer om, at Ungdommens Uddannelsesvejledning indgår som en del af det øvrige kommunale arbejde med at leve op til kravene om at alle unge får en uddannelse eller arbejde, og umiddelbart mener kommunerne altså, at det kan gøres bedre på en anden måde end i dag.

Politikerne i Frederikshavns børne- og ungdomsudvalg drøfter som de første planerne på et møde i dag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord