Velfærdsinnovation øger livskvaliteten for borgere

Et nyt netværk i Nordjylland giver virksomheder mulighed for at teste velfærdsteknologi i praksis.

Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune har medvirket i projektet Lab. X, hvor de har hjulpet til at udvikle og afprøve velfærdsteknologier til ældre og borgere med kroniske sygdomme eller handicap.

Lab. X er et levende laboratorium, hvor et netværk af virksomheder sammen med uddannelses- og offentlige institutioner udvikler og tester velfærdsteknologi ude i virkeligheden blandt de borgere, som skal bruge produktet i praksis.

Tanken bag projektet er at flytte udviklingen af velfærdsteknologi så tæt som muligt på de borgere og medarbejdere, som den skal gavne. Samtidig får virksomhederne en unik mulighed for brugerdreven produktudvikling. Derfor har virksomhederne i Lab. X fået adgang til borgere og medarbejderes hverdag på blandt andet plejehjem og boformer.

Udviklingsarbejdet er foregået i tæt samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutionerne UCN, Aalborg Universitet og SOSU Nord, som har stået for projektledelse og metode.

- Jeg tror, vi som kommune tidligere har været rigtig gode til at bestille et produkt ved en virksomhed for eksempel to af den stol og to af den seng. Men det, vi jo rent faktisk ønsker, er en opgaveløsning. Sådan så det ikke er et produkt, vi bestiller, men en løsning på en opgave. Jeg synes, det er en helt fantastisk projekt. Det er jo en måde, hvorpå vi kan fritstille vores virksomheder og sige: Det kan godt være, den skal være rød. Det kan godt være, den skal være stor. Det kan godt være, den skal være lille. Det kan oven i købet være, det er medarbejderne, der bare skal gøre noget andet. Men find ud af det for os. I stedet for at vi bare lidt blindt bestiller et produkt, fordi det har vi gjort de sidste tyve år, siger rådmand Thomas Krarup fra Ældre- og Handicapforvaltningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland