Vendsyssel FF løber livsvigtigt forår i møde

De tre nordjyske Superliga-klubber tog mandag hul på træningen efter vinterpausen. Vendsyssel FF har haft travlt i pausen og går nu en forårssæson i møde, hvor de skal forsøge at sikre sig endnu et år i Superligaen.

Vinterpausen er forbi for spillerne i Vendsyssel FF. Første træning efter pausen er som sædvanlig lig med den for nogle frygtede bip-test.

- Det er aldrig det sjoveste, men man kender det efterhånden. Det er meget normalt i danske klubber, at man har denne her test første dag, så det er bare noget, man skal igennem, og så har trænerne noget, de kan kigge på, siger Vendsyssel FF-anfører Alexander Juel Andersen.

Vendsyssel-spillerne skal i topform, før Superligaen begynder igen om godt og vel en måned. En vigtig forårssæson venter ude i horisonten.

- Det bliver intensivt, og det bliver meget spændende. Det hele skal jo afgøres engang i maj, så det handler om, at vi får bygget os op, så vi er klar til de måneder, der venter forude, siger Alexander Juel Andersen.

Vendsyssel FF overvintrer på en 12. plads i Superligaen. Der er ni point op til top seks med seks kampe tilbage i grundspillet, så vendelboerne har indstillet sig på, at resten af sæsonen bliver et slagsmål om at undgå nedrykning.

- Vi regner bestemt med, at vi bliver en del af det felt, der skal kæmpe om at undgå nedrykning. Det er vi indforstået med, og det er ikke noget, vi ryster i bukserne over. Det er præmissen, og den udfordring glæder vi os til, siger Vendsyssel FF's cheftræner Jens Berthel Askou.

Nye spillere, men ingen sportsdirektør

I november ansatte Vendsyssel den tidligere mestertræner Glen Riddersholm som sportsdirektør, men halvanden måned senere sagde han ja tak til at overtage trænersædet hos bundrivalerne fra SønderjyskE. Vendsyssel FF tager hul på 2019 uden en sportsdirektør, og det har betydet en travl jul for klubbens øvrige ledelse.

- Det har selvfølgelig været hektisk lige siden, han stoppede. Ikke bare for mig, men også for assistenttræner Mike Tullberg og bestyrelsesformand Jacob Andersen. Vi har været i tæt kommunikation mange gange om dagen, siger Jens Berthel Askou.

Tre nye spillere er kommet til, siden Vendsyssel FF gik på vinterpause midt i december. Backen Mads Roerslev er lejet i FC København, midtbanespilleren Junior er hentet i norske Strømsgodset og den australske forsvarsspiller Dylan McGowan blev mandag præsenteret som ny spiller i klubben. Dermed er truppen ved at være på plads forud for et forår, hvor oprykkerne jagter endnu en sæson i Superligaen.

- Det gør vi 100 procent. Der er ikke noget, der er sikkert, men vi kæmper for det. Det er derfor, vi er her, og det ville være mærkeligt ikke at gøre det, siger Alexander Juel Andersen.

De tre nordjyske Superliga-klubber tog i dag hul på træningen efter vinterpausen. Vendsyssel FF har ikke haft meget tid til at puste ud hen over julen.

Seneste nyt

fra Nordjylland