Vendsyssel vinder appelsag

Appeludvalget i Danmarks Idrætsforbund har afgjort sagen om Eric Pang til VEB's fordel.

- Når man har kæmpet sådan i to måneder, bliver man selvfølgelig glad og rørt.

Sådan lyder det fra Peter R. Jensen, sportschef i Vendsyssel Elite Badminton efter at appeludvalget i Danmarks Idrætsforbund har afgjort den meget omtalte sag om hvorvidt VEB-spilleren Eric Pang badminton-mæssigt er dansker eller ej.

Afgørelsen betyder, at VEB får de tre point fra den oprindelige sejr over Højbjerg tilbage og klubben rykker fra en 9. plads til en 7. plads i ligaen. Fra nedrykningsspillet til en mellemrunde inden slutspillet.

- Nu er der ingen tvivl om at vi er et liga-hold og vi kan spille med hvor det er sjovt nu, siger sportscehefen.

I korte træk startede sagen, da Badminton Danmark i maj 2013 forhåndsgodkendte Eric Pang som dansker per 7. november 2013. Kravet for at blive godkendt som dansker er at man har haft bopæl i Danmark i fem år, men Eric Pang var i omkring to måneder i 2012 i Kina for at træne til OL med sin kæreste.

Derfor nedlægger badmintonklubben Højbjerg protest, da de 7. november taber 4-2 til VEB. Resultatet af kampen bliver trukket tilbage, sagen skal i holdturneringsudvalget og siden appeludvalget i Badminton Danmark.

Inden appeludvalget kommer med en afgørelse skal VEB dog spille omkamp mod Højbjerg. Vendsyssel bliver væk fra kampen og bliver taberdømt 6-0.

- Det svarer jo til at planlægge en henrettelse og så vente med at afgøre spørgsmålet om benådning til bagefter, siger Peter R. Jensen

- Det er rigtig svært for lægmand og også for personer tæt på klubben at forstå hvor mange konsekvenser den her sag har haft for os. Vi har måttet flytte spillere op fra vores hold i de lavere rækker, så det har jo også svækket dem, siger sportschefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland