Venstre går solo: Har forladt budgetforhandlingerne i Frederikshavn

For første gang i fire år bliver der ikke noget bredt forlig om budgettet i Frederikshavn Kommune. Søndag aften forlod Venstre forhandlingerne.

Budgettet for 2019 i Frederikshavn Kommune bliver uden underskrift og samtykke fra Venstre. 

Det står klart, efter partiet søndag aften forlod budgetforhandlingerne og nu i stedet vil præsentere sit eget forslag inden fristen på tirsdag.

Det fortæller Anders Broholm (V), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune. Det er især på grund af prioriteringer på folkeskole- og familieområdet, at Venstre har trukket sig fra forhandlingerne.

- Jeg synes det er rigtig ærgerligt, men vi føler os ikke rigtig hørt i forhandlingerne, og så skriver vi selvfølgelig ikke under. Prioritering af folkeskolen var et af de centrale punkter for os, og det, der lå på bordet, da vi forlod forhandlingerne, var ikke godt nok. Vi ønsker et reelt løft og ikke 1 årige projektmidler. Samtidig kan vi ikke stå inde for det samlede økonomiske forslag, hvor der bare tages penge op af kassen, siger Anders Broholm, gruppeformand for Venstre.

Forslag blev ikke hørt

Et af hans og resten af partigruppens forslag til folkeskoleområdet var at lade pengene følge klasser i stedet for eleverne, så der altid vil være sikret penge nok til at undervise selv små klasser. Men det og flere andre forslag har tilsyneladende ikke vundet nok opbakning hos de andre partier.

- Vi har hele tiden haft en bekymring for om Socialdemokraterne egentlig ønskede at have os med i det samlede budgetforlig. Allerede ved den manglende dialog om børne- og ungdomsudvalgets budget, stod det klart for os, at det ville blive svært, siger Anders Broholm.

Derfor vil partiet nu bruge tiden indtil tirsdag på finpudse et eget budgetforslag - vel vidende at det ikke gør nogen forskel for, om det nuværende budgetforslag kan vedtages.

- Socialdemokratiet har jo absolut flertal i byrådet, så det her betyder ingenting. Men vi synes, det er det eneste ordentlige at gøre, siger Anders Broholm.


Seneste nyt

fra Nordjylland