Venstre leder efter ny folketings- kandidat i Himmerland

Foto: TV2/NORD PLUS

Himmerlandskredsens folketingskandidat Per Bisgaard (V) stiller ikke op ved næste folketingsvalg. Derfor skal kredsen nu finde en ny kandidat inden næste folketingsvalg.

Venstre i Himmerlandskredsen, der består af Rebild og Vesthimmerlands kommuner, er på jagt efter en ny folketingskandidat. Kredsens tidligere kandidat, Per Bisgaard, genopstiller ikke til næste folketingsvalg. Det oplyser kredsens næsteformand Thorkild Bækkelund i en pressemeddelelse torsdag aften.

60-årige Per Bisgaard er skolelærer og aktiv i kommunalpolitik. Per Bisgaard afløste ved valget i 2007 Christian Mejdal i folketinget. Men ved valget i 2011 blev Per Bisgaard ikke genvalgt. Udover at have sin gang på Christiansborg, så har Per Bisgaard også kunne bære Aalestrups borgmesterkæde fra 1994 frem til 2001. Han er fortsat medlem af byrådet i Vesthimmerlands kommune.

Venstre i Himmerland indkalder til møde i november, hvor arbejdet med at finde en ny kandidat begynder.

- Det bliver et spændende arbejde der forestår og håber at flere kvalificerede kandidater ønsker at opstille i den store Venstre kreds og pointerer at det er medlemmerne der har den endelige indflydelse på hvem den nye kandidat bliver, siger Holger Jensen, formand for Venstre i Himmerland.

Flere nyheder fra TV2 Nord