Venstre vil hjælpe tobisfiskere

Tobisfiskerne frygter for fremtiden, men nu vil Venstre igen se på, om man kan redde de trængte fiskeres eksistens

Biologer har de seneste dage skåret godt og grundigt i Tobisfiskernes kvoter. Faktisk så kraftigt, at de fleste fiskere står overfor at måtte opgive at fortsætte med at have fiskeri som deres erhverv. Der er dog opstået uklarhed omkring, hvordan biologerne ser på bestanden af Tobis i havet. En tvivl Venstre mener bør komme fiskerne til gavn.

- Biologerne sender en besked ud en formiddag før vi har møde om bestanden på Christiansborg. Få timer efter vi har skåret bestanden ned efter deres anbefaling siger de så, at de måske, måske ikke har ret. Det kan man jo ikke beslutte noget ud fra politisk. Så jeg vil nu indstille til ministeren, at hun i EU kan få hævet vores Tobiskvote til EU?s anbefaling. Og så må vi for fremtiden sikre, at vi kan måle sikkert, hvordan det ser ud med bestanden, siger Venstres Thorsten Schack Pedersen der er valgt i Thisted til TV2 Nord.

Den udmelding kommer i sidste sekund. På havnen i Hirtshals er man nemlig så småt ved at indstille sig på nye tider, hvis ikke der sker mirakler indenfor kort tid.

- Tidligere kunne min kvote betyde, at jeg kunne fange 15 laster om året. I år er det ikke engang 2. Det kan måles direkte, hvad de nye kvoter betyder. Jeg må sige til mine folk de skal gå op og melde sig i arbejdsløshedskøen. Og alle de folk jeg har handlet med, håndværkere, havnefolk og chauffører må også se langt efter jobs fra mig, det bider sig selv i halen, siger tobisfisker Jan Woller til TV2 Nord.

Fødevareminister Mette Gjerskov skal i næste uge til møde med sine ministerkollegaer i EU. Her er tobiskvoterne et af punkterne på dagsordenen.


Seneste nyt

fra Nordjylland