Ventetid i Cold Hawaii

For fjerde dag i træk måtte windsurferne ved World Cup-stævnet i Klitmøller blive på land. Vejret driller nemlig stadig.

Nogle af verdens bedste windsurfere er samlet til World Cup i Klitmøller i disse dage. Men indtil videre har man ikke set meget til deres evner i bølgerne. De er der nemlig slet ikke - bølgerne - og vinden er det også småt med.

Så surferne må finde andre måder at fordrive tiden. Nogle hænger ud i surferloungen, andre tjekker, at udstyret er helt klar, til når vinden kommer, og så er fysisk aktivitet en populær måde at slå tiden ihjel på.

- Vi har fundet en skov tæt på, så vi har kørt på mountainbike og løbet ture, hjemme i huset træner vi crossfit og laver yoga, og ellers læser vi eller ser livesurfing fra en anden event, fortæller sidste års vinder i Klitmøller og regerende verdensmester, brasilianske Marcilio Browne.

Det er måske især medier og tilskuere, der utålmodogt venter på vind og bølger. For selv om surferne gerne vil på vandet, så er det langt fra usædvanligt med ventetid, når de konkurrerer verden i over.

- Der er mange steder, hvor vi enten venter på vind eller på bølger. Det er ikke hver gang, at vi surfer fra første til sidste dag, siger Marcilio Browne.

Det ser ud til, at surferne må blive på land fredag og lørdag med, men på stævnets sidstedag, søndag, skulle vinden skifte retning og styrke, så der bliver formentlig allerede fra tidlig morgenstund gang i konkurrencerne med høje bølger og vind af kulingstyrke.

Med andre ord - rent guf for surfere og tilskuere.

Men som bekendt er vejret en utilregnelig og omskiftelig størrelse, så windsurferne må bare gøre det, de nok er næstbedst til - være standby og forsøge at nyde ventetiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland