Verdensrekord af Gug

Gug Rope Skipping Team satte i weekenden verdensrekord med 542 hop i disciplinen speed.

- Det er bare så fedt, lød den spontane reaktion fra Gug Rope Skipping Teams dygtige rope skippere.

Holdet har i dag sat ny verdensrekord i disciplinen speed, hvor det lykkedes at hoppe 542 hop på 4x45 sekunder. Verdensrekorden blev sat ved Gymnastik DM 2009, som blev afviklet i Odense Idrætspark.

Det er lang tids træning og lige dele af vilje og frustration, der ligger bag rekorden..

- I går lå vi bare 3 hop under, og det var selvfølgelig vildt frustrerende. Så i dag var vi tændte og ville bare vise, at vi kunne, forklarer Kathrine Liedtke fra Gug.

Hun tror dog på at holdet kan forbedre sig yderligere og næste mål er derfor allerede sat:

- Vi skal over de 550 hop, og i dag lavede vi to fejl i forbindelse med vores skift, så det er bestemt ikke urealistisk, vurderer hun.

Verdensrekorden er samtidig et godt pejlemærke på at holdet står godt rustet inden EM i Sverige til sommer.


Seneste nyt

fra Nordjylland