Verdensstjerne i Aars

Foto: TV2/Nord

Ungdomsspillerne i Aars Badmintonklub fik i går fornøjelsen af at træne sammen med Jan Ø. Jørgensen.

Mødet med danmarksmesteren i herresingle Jan Ø. Jørgensen har været ventet i spænding af ungdomsspillerne i Aars.

- Jeg har glædet mig helt vildt meget til at han skulle komme og træne os her. Jeg har bare ventet og ventet! Jeg kunne slet ikke vente til i dag, siger Sarah Skriver på otte år.

Lørdag var ventetiden så forbi. I næsten to timer trænede Jan Ø. Med ungdomsspillerne.

- Jeg håber, de får en rigtig god oplevelse, og at jeg måske kan give dem en lille smule inspiration og tro på, at hvis ikke de skal være verdens bedste badmintonspiller, så kan det være at jeg har påvirket dem på en anden måde, siger Jan Ø. Jørgensen.

Jan Ø. Jørgensen er flere gange blevet danmarksmester i herresingle og ligger nummer fem på verdensranglisten. Ungdomsspillerne i Aars kom derfor på hårdt arbejde.

- Jeg vil være lige så god som ham. Jeg bliver også ved med at spille badminton, indtil jeg kommer i fjernsynet, slutter 8-årige Sarah Skriver.

Jan Ø. Jørgensen besøgte tre klubber i Himmerland.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord