Verdensstjerner gæster Gigantium: Aalborg Håndbold gør klar til den nye sæson

Som en del af klargøringen til den kommende sæson får Aalborg Håndbold fornemt besøg, når verdensstjernerne fra THW Kiel og Paris SG gæster Gigantium Arena i to kampe.

Aalborg Håndbold er i fuld gang med klargøringen til den kommende sæson. Flere nye spillere er de seneste uger blevet præsenteret hos de nykårede danske mestre, og nu begynder træningskampene frem mod den nye sæson også at finde deres pladser i kalenderen. 

I kalenderen med træningskampe kan Aalborg Håndbolds fans og supporterer godt sætte to kæmpe store krydser. To af verdens bedste håndboldmandskaber pakker nemlig 

 taskerne og kommer til Aalborg for at spille kampe som en del af optakten til den nye sæson. 

Det er tyske THW Kiel, der blandt andre har danske Niklas Landin og René Toft Hansen på holdkortet. I den anden træningskamp får nordjyderne besøg af Paris SG. De har danske Mikkel Hansen og Henrik Mølgaard på holdkortert, og for bare tre uger siden spillede de franske mestre Champions League-finale ved final4-stævnet i Köln. 

Udover Mikkel Hansen og Henrik Mølgaard har Paris SG også de franske stjerne Nikola Karabatic, Thierry Omeyer og Daniel Narcisse. Tre franske spillere, der alle har været kåret som verdens bedste håndboldspillere. 

- Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at skaffe to af verdens bedste håndboldhold til Aalborg inden for få dage. Vi kan simpelthen ikke få bedre optakt til den nye sæson, og er der nogen, der fortjener disse håndboldoplevelser, så er det vores hjemmepublikum i Jutlander Bank Arena, fortæller direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen. 

Kampene spilles i Gigantium Arena i Aalborg. Kampen mod THW Kiel spilles 16. august klokken 19.30, mens Paris SG kommer på besøg den 25. august klokken 19.30. I forbindelse med kampen mod THW Kiel vil Aalborg Håndbold mandskab til den kommende sæson også bliver præsenteret klokken 18.00.  

 


Seneste nyt

fra Nordjylland