Vesterhavsuge i Jammerbugt: Plastik er nøgleordet

Henrik Almann Jensen går i 4. klasse på Fjerritslev Skole. Onsdag var han i Thorupstrand for at lære om konsekvenserne af affald i naturen. Foto: Benny Kristensen

Børn i alderen fem til ti år var onsdag i Thorupstrand for at lære om konsekvenserne af affald i naturen. Foto: Benny Kristensen

Det er Jammerbugt Kommune, der står bag arrangementet i Thorupstrand, hvor der er fokus på plastik og andet affald i naturen. Foto: Benny Kristensen

Henrik og Svante er på jagt efter affald i Thorupstrand. Foto: Benny Kristensen

1 af 4

Alle skal hjælpe til, hvis vi skal gøre noget ved plastik og andet affald i havene omkring os. Det mener de i Jammerbugt Kommune, som har meldt sig til det svenske initiativ Vesterhavsugen.

Plastik var nøgleordet i dag i Thorupstrand, hvor skoleelever og deres forældre fik et indblik i, hvor meget plastik kan forurene naturen, hvis det ikke bliver samlet op.

Her var børn i alderen fem til ti år inviteret til undervisning og aktiviteter om, hvor store konsekvenser det kan have for naturen, dyrene og havet, at smide affald i naturen.

Hvad er Vesterhavsugen?

Temaugen ’Västerhavsveckan’ er det skandinavisk samarbejde, som skal være med til at øge borgernes opmærksomhed omkring havmiljøet og på de problemer og udfordringer havene står over for. Samtidig skal temaugen medvirke til at skabe bæredygtige kystsamfund.

- Hvis skraldet ikke bliver samlet op og dyrene får fat i det, så kan de dø, så det er ikke godt, og affaldet er heller ikke godt for naturen, siger Henrik Almann Jensen, som sammen med sin ven Svante Holm Andersen er på jagt efter affald i Thorupstrand.

Til dagens arrangement lærte børnene om dyr, som går til, fordi de spiser plastikrester og om store affaldsbjerge, som samler sig i verdenshavene. Børnene fik også lejlighed til at samle affald op på stranden og sortere dem i de affaldsbeholdere, som Jammerbugt Kommune har sat op på stranden.

Det er netop Jammerbugt Kommune som står bag arrangementet. De har meldt sig til det svenske initiativ, Vesterhavsugen. Det betyder, at de har fokus på plastik og andet affald i havene hele ugen.

- Vi vil gerne have, at børnene og unge mennesker får en viden om, hvad plastik er, hvad det gør ved naturen, og hvor vigtigt det er at få samlet det op, siger Line Rishøj, der er arrangør og praktikant hos Jammerbugt Kommune.

Vesterhavsugen varer fra den 4. til den 12. august. Ud over arrangementet i Thorupstrand, er der i Nordjylland aktiviteter i og omkring Skagen Grå Fyr - Center for Trækfugle.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord