Vesthimmerland er et indbrudsmekka

Indbrudstyvene har næsten frit spil i Vesthimmerlands kommune.

Efter nedlæggelsen af politistationen i Løgstør er antallet af indbrud eksploderet i Vesthimmerlands kommune. Det skriver Nordjyske.

Nyeste tal fra politiet selv viser, at antallet af indbrud i sommerhuse er steget med 550 %, og at indbruddene i de private hjem er steget med 75,5 % set i forhold til tallene fra 2010. Det får borgmester Knud Kristensen (Kons.) op af stolen.

- Vesthimmerland er blevet Det Vilde Vesten, efter politiet er flyttet til Hobro. Det er gået fuldstændig, som vi frygtede, og som vi påpegede overfor politiledelsen, da vi diskuterede placering af en ny politistation i Himmerland, siger han til avisen.

Overfor Danmarks Radio afviser politiet, at der skulle være en sammenhæng mellem den nedlagte politistation og antallet af indbrud.

- Vi har været udsat for en uventet bølge af indbrud, begået af kriminelle fra Østeuropa. Her ville det ikke have gjort nogen forskel, om vi havde en station i Løgstør eller ej, siger lederen af lokalpolitiet i Himmerland, Ole Kristensen, til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland