Vesthimmerland holder borgerfest på Vitskøl Kloster

Der skal diskuteres livskvalitet, bosætning og uddannelse, når Vesthimmerlands Kommune den 7. maj holder borgerfest som en del af "Hvad nu Nordjylland?"

TV2 Nord, DR P4 Nordjylland og ikke mindst de 11 nordjyske kommuner spørger i den kommende uge: Hvad nu Nordjylland?

Vi kigger på de udfordringer Nordjylland står overfor og prøver at finde løsninger, så der også om 10, 20 og 50 år er liv, vækst og udvikling i Nordjylland.

I Vesthimmerlands Kommune spørger man også: Hvad nu Nordjylland og inviterer 7. maj - ligesom de øvrige kommuner - til borgermøde og debat.

I Vesthimmerland kalde man det dog borgerFEST, så når arrangementet på Vitskøl Kloster starter klokken 18 er det med pølser på grillen, fodbold og golf på plænen og mulighed for at nyde udsigten over området ved Vitskøl, når man bliver hejst mange meter op i luften.

- Det er ikke et politisk møde, men en aften hvor borgere og politikere i fællesskab kan debattere og komme med ideer til at gøre vores kommune endnu bedre. Så mød op, så vi kan få en rigtig borgerfest, siger borgmester Knud Kristensen (K).

Emnerne til borgerfesten bliver blandt andet livskvalitet, sundhed, turisme, bosætning, erhverv og uddannelse og det er løsninger på udfordringerne her, man håber at finde, når der spørges: Hvad nu Nordjylland?

- Hvad nu Nordjylland? handler ikke om at finde problemer, men om at finde konkrete løsninger og nye initiativer, som kan skabe udvikling og vækst i Nordjylland, siger Jesper Christiansen, der er redaktionschef på TV2 Nord, som er medarrangør af "Hvad nu Nordjylland?"

Følg "Hvad nu Nordjylland?" på Facebook og følg med på både TV2 Nord og P4 Nordjylland hele næste uge, hvor vi spørger: Hvad nu Nordjylland?


Seneste nyt

fra Nordjylland