Vesthimmerlands Kommune bliver frikommune

Sammen med otte andre kommuner i Danmark er Vesthimmerlands Kommune blevet valgt til frikommune.

En status som frikommune betyder, at kommunen i højere grad selv kan bestemme og eksperimentere på områder, som i dag er omfattet af statslige regler.

- Jeg er tilfreds med udnævnelsen, men nu venter en opgave, som vi først skal have fundet rammerne for, før jeg rigtig vil juble, siger Knud Kristensen (Kons.), Borgmester, Vesthimmerlands Kommune.

Ifølge Indenrigsministeriet er det især på områder som beskæftigelse og folkeskolen, at de ni udvalgte kommuner vil sætte ind. Den ramme vil Vesthimmerlands Kommune dog udvide.

- Vi har 45 kilometer kyststrækning som vi gerne vil udvikle i turistmæssig henseende. Blandt andet sætter strandbeskyttelseslinjen jo mange begrænsninger. Nu må vi komme med bud på hvordan vi kan gøre det anderledes til gavn for både miljøet og kommunens udvikling, siger Knud Kristensen.

I alt fire nordjyske kommuner havde søgt om at blive frikommuner. Udover Vesthimmerland var det Frederikshavn, Aalborg og Læsø.

Flere nyheder fra TV2 Nord