Vesthimmerlands Kommune nærmer sig sidste års underskud

 Vesthimmerlands Kommune nærmer sig sidste års underskud

Både social- og beskæftigelsesudvalget ser lige nu ud til at få et millionunderskud i 2008. Det er ved at slå bunden ud af kommunekassen.

I 2007 måtte Vesthimmerlands Kommune hive 35 millioner kroner op af kassen for at dække underskuddet. Nu viser regnskaberne efter 1. kvartal i år at tallene for de enkelte fagudvalg igen er røde.

- Det er vi selvfølgelig ikke glade for, siger formanden for beskæftigelsesudvalget, Søren P. Johansen (Soc.dem.)

Socialudvalget ser i øjeblikket ud til at komme ud af året med en manko på 16 millioner kroner i forhold til budgettet. Det er specielt antallet af anbringelser uden for hjemmet og særlige foranstaltninger for utilpassede unge der presser økonomien.

- Det er vi da slet ikke stolte af. Så stor en overskridelse havde jeg ikke ventet, siger formanden for socialudvalget, Kurt Friis Jørgensen (Venstre)

På beskæftigelsesområdet er økonomien også presset i bund. Det specielt antallet af folk på sygedagpenge der er eksploderet. Det bliver til en ekstraudgift for kommunen på 11 millioner kroner inden årets udgang.

- Når vi sender hele vores arbejdsstyrke i aktion, så er der flere der bliver syge. Folk der har været væk fra arbejdsmarkedet længe er ikke robuste nok, når de så bliver stresset, ja så bliver de syge, siger Søren P. Johansen (Soc.dem.).

Borgmester Jens Lauritzen har endnu ikke det fulde overblik over økonomi og kan ikke sige hvor pengene skal findes. De to udvalgsformænd mener ikke der kan spares på deres områder.

- De 5,7 millioner kroner af dem vi er skredet over med, skulle vi have sparet, så det tyder ikke på at vi kan finde flere penge, siger Kurt Friis Jørgensen (Venstre)

- Vi har i forvejen sparet 19 millioner kroner på vores område de sidste to år, så vi kan ikke finde flere. Vi skal jo have penge til kontanthjælpsmodtagere og sygedagpenge, siger Søren P. Johansen (Soc.dem.) til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland