Veteranhjem fejrer ét års fødselsdag

I sit første leveår har Veteranhjem Aalborg haft omkring 300 besøgende, men der er stadig plads til flere.

Veteranhjem Aalborg fejrer tirsdag sin ét års fødselsdag. Veteranhjemmet på Skydebanevej er et fristed for soldater, og for pårørende til soldater, som er vendt hjem fra brændpunkter i udlandet.

50 frivillige har det sidste år sørget for, at der kan være åbent 24 timer i døgnet året rundt.

Aalborg Kaserner hører til dem, der sender flest danske soldater til uroplagede dele af verden - som i øjeblikket Afghanistan og Libanon.

I sit første leveår har veteranhjemmet haft cirka 300 besøgende, men der er stadig plads til flere:

- Det er gået godt. Vi mangler stadig at få fat på nogle af de veteraner, som har været udsendt for lang tid siden. De er lidt sværere at få fat i, så jeg vil gerne opfordre dem til at komme forbi og se stedet her, siger formanden for Veteranhjem Aalborg, Asger Kibsgaard.

Veteranhjemmet i Aalborg er det tredje af sin slags i landet.

Der er reception på veteranhjemmet i dag fra klokken 16-19. Adressen er Skydebanevej 12 A, Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland