Nordjyske unge med i international klimastrejke: - Vi er bekymrede for vores jordklode

Flere steder i Nordjylland samles unge til en demonstration for klimaet - blandt andet i Aalborg og Nibe.

Fredag samles nordjyske unge igen til demonstrationer flere steder i Nordjylland for at gøre opmærksom på, at de mener, der skal gøres en større indsats for at løse klimaproblematikkerne.

Den største forsamling af unge bliver formentlig på Gammel Torv i Aalborg, hvor det er den grønne studenterbevægelse, der står bag.

Indslag fra fredagens klimademonstration. 

Her bliver der taler, musik og selve strejkemarchen gennem byen, hvor man vil gøre opmærksom på vigtigheden af at passe bedre på miljøet.

En af de 99 unge, der på Facebook har meldt sig under fanerne til at deltage i strejken, forklarer det sådan her:

quote Jeg klimastrejker, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er bekymret for vores jordklode, for fremtidige generationer og for de mennesker, som allerede nu er ramt af de klimaforandringer, vi i de ressourcestærke lande skaber.

Nikoline, 17 år, deltager i klimastrejke i Aalborg

- Jeg klimastrejker, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er bekymret for vores jordklode, for fremtidige generationer og for de mennesker, som allerede nu er ramt af de klimaforandringer, vi i de ressourcestærke lande skaber. Det kan være ligemeget, at jeg går glip af nogle skoletimer i dag, hvis ikke vi får ændret vores måde at forholde os til jordens ressourcer på, siger 17-årige Nikoline.

Rosanna på 20 år, som er med til at stå for strejken på Gammel Torv, supplerer:

- At være en del af arrangørerne bag sådan nogle arrangementer som klimastrejken, er blevet utroligt energigivende for mig. Det er et forum, hvor vi alle kommer med forskellige baggrunde, men én ting har vi til fælles: lysten til at gøre en forskel for klimaet, siger hun.

Strejke i Nibe aflyst

For første gang var det også meningen, at de unge ville vise deres utilfredshed med klimaindsatsen ved en demonstration i Nibe.

Her ville den 14-årige Magnus Lasthein i Nørregade forsøge at samle byens og områdets unge til en fælles tilkendegivelse af, at der skal sættes ind for at øge den grønne omstilling til gavn for de kommende generationer.

Men på grund af for få tilmeldinger blev demonstrationen fredag ikke til noget.

Det var ellers et stort ønske for Magnus Lasthein at vise, at også en mindre by som Nibe kan være med til at sætte klima på dagsordenen.

- Jeg arrangerer en klimastrejke netop i Nibe for at vise, at klimastrejker ikke er et storbyfænomen og ikke skal være det, da klimaet rammer os alle ikke kun i de store byer, skrev Magnus Lasthein i en mail.

De nordjyske demonstrationer er en del af den verdensomspændende bevægelse FridaysForFuture, som den svenske klimaaktivist Greta Thurnberg står i spidsen for, og aktionerne finder sted kun tre dage før verdens ledere på et klimatopmøde i FN-regi skal drøfte den fælles fremtid.

Over hele verden gennemføres der en historisk klimamobilisering i form af ”Global Week For Future”, som finder sted i dagene fra fredag 20. – 27. september 2019.


Seneste nyt

fra Nordjylland