Vi er vilde med efterløn

Nordjyderne elsker efterløn. Langt flere end hver anden nordjyde er tilmeldt ordningen, som statsminister Lars Løkke Rasmussen nu vil afskaffe.

Samtlige nordjyske kommuner er på landets top 50 hvad angår

tilmeldte til efterløn, oplyser P4 Nordjylland. 

- Det ligger nok i vore gener, at vi er vandt til at gardere os, vurderer Karsten Simensen, der er direktør for beskæftigelsesregion Nordjylland.

Vendsyssel er geografisk det område i Danmark, der har flest tilmeldte efterlønsordningen - og det handler ifølge Karsten Simensen om den gamle erhvervsfordeling i Vendsyssel.

 - Vendsyssel har været meget industritung og håndværks-præget, og netop de områder har animeret til at gå ind i efterlønsordninger, mener regionsdirektør Karsten Simensen.

Det billede er udtalt i eksempelvis Frederikshavn, hvor arbejdsløshedsprocenten så sent som i 1990?erne rundede de 18.

- Jo mere truet, man er på arbejdsmarkedet, jo større er motivationen for at gå på efterløn, mener Jørgen Helledie, der er A-kasseleder i 3F, Frederikshavn.

På landsplan er der flest tilmeldte efterlønsordningen i Bornholms Kommune med 60,6 procent af de 60-64 årige. Nummer to på listen er Læsø med 59,3 procent. Frederikshavn er nummer fire, mens eksempelvis Vesthimmerland har 48,9 procent tilmeldt ordningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland